Tidligere hårdt forløb

En fødsel er en livsforandrende begivenhed. Det er det første møde med jeres barn og en meget konkret overgang fra at være par til at blive forældre. Eller til et nyt liv med flere børn.

Samtidig har oplevelsen af jeres barns fødsel en stor betydning for starten på jeres nye familieliv. Både fysisk og psykisk. En oplevelse og fortælling som I tager med jer resten af livet. Den vil blive fortalt igen og igen. Og den vil blive spurgt ind til -også af jeres barn, når han eller hun vokser op.

Hvad enten fødslen på papiret var kompliceret eller ej, så er jeres oplevelse jeres virkelighed. Og nogle gange fylder virkeligheden. Måske skete der noget uventet under fødslen. Måske følte I jer ikke hørt eller tilstrækkelig informeret. Måske følte I, at jeres grænser blev overskredet. Eller noget helt, helt andet. Igen: Jeres oplevelse, er jeres virkelighed. Og den kan I have behov for at få talt igennem, få belyst fra forskellige vinkler, få uddybet og få landet på bedst mulige vis -både faktuelt og i hjertet. Det kan jeg hjælpe jer med.

Det praktiske

Hvad enten det er et par uger eller flere år siden, at I blev forældre, så er I velkomne til en samtale. Den kan enten finde sted hjemme hos jer eller i klinikken. For at jeg er bedst mulig klædt på til samtalen, bedes I printe fødselsjournalen på Sundhed.dk og sende den til mig, så jeg på forhånd har orienteret mig i jeres forløb. Alternativt kan I sende den til min sikre mailadresse.

Der er afsat god tid til samtalen. I kan vælge mellem:
55 min. 750 kr.
85 min. 1.000 kr.

Samtalen kan med fordel kombineres med efterfødselsmassage, parbehandling eller en rebozolukning.

Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte mig.

I mødet med jer tager jeg udgangspunkt i min jordemoderfaglighed samt coachpraksis, jeg skriver journal og er klar med eventuel opfølgning enten på klinikken eller over telefon. Derved bliver mødet med mig som en udvidet konsultation med god tid til jer . Vores samtaler er selvfølgelig fortrolige.

Hvis du er kvinde og aktivt medlem af Sygeforsikring danmark, kan du få tilskud. Se de gældende takster her.

Vi opsøgte Siff, da vi ved, hun har erfaring fra svære forløb på Skejby Sygehus og fra sit arbejde som konsulent. Vi fik ret. Siff var professionel, empatisk, støttende og rådgivende. Ikke nogen talen os efter munden eller ynk. Reelt nærvær og ægte spørgsmål. Akkurat den sammensætning, vi havde brug for, for at turde blive gravide igen
— Rose & Mads, har mistet et barn