Jordemoderkonsultation

Århus, online via Zoom eller i eget hjem

En jordemoderkonsultation med mig er for dig/jer som vægter nærvær, grundig information, kontinuitet og god tid. Tid til det, der fylder hos dig eller jer. Tid til både tanker, spørgsmål og følelser. Og selvfølgelig tid til en grundig udvendig undersøgelse og til sammen at lytte til babys hjertelyd. 

En privat jordemoderkonsultation kan være en enkeltstående samtale eller et aftalt forløb. Jeg kan det samme som i det offentlige -og meget mere, da der hos mig er afsat masser af tid. 

Hvad enten du er solo-kvinde eller I er et par, hvad enten det er første barn eller ej, så er graviditeten en omskiftelig tid. Som jordemoder tager jeg udgangspunkt i dit/jeres behov og møder jer med stor erfaring og uddannelse inden for familiedannelse. 

Grunde til en privat jordemoderkonsultation

Der kan være mange grunde til at føle behov for en privat jordemoderkonsultation. Bl.a:

  • At du/I er i fertilitetsbehandling og har brug for et rum til at vende jeres tanker, følelser og spørgsmål

  • At du er tidlig gravid og i tvivl om, om du/I ønsker barnet eller en abort -og i så fald hvilken form for abort

  • At du/I har behov for at tale med en jordemoder før den første konsultation i det offentlige system

  • Som supplement til det offentliges konsultationer 

  • At et tidligere graviditets- eller fødselsforløb fylder

  • Samtale om sexlivet og parforholdet

  • Samtale om ‘din, min og vores familie’ -at bygge en ny, sammenbragt familie

  • Psykiske eller fysiske udfordringer som fylder og kalder på ekstra støtte og nærvær

  • Tidligere fødselsdepression som kvinde eller mand

  • At den kommende fødsel fylder

  • Tvivl om vaginal fødsel eller kejsersnit

  • Baby ligger med numsen nedad

  • Brug for grundig information om timerne og dagene efter fødslen

  • Tidligere svært ammeforløb samt forberedelse til den kommende amning 

  • Og meget andet

Kom som du/I er, så tager vi den derfra, selvfølgelig med udgangspunkt i dit/jeres behov. 

Indhold af en privat jordemoderkonsultation

Først og fremmest tager jeg hånd, om det der fylder hos dig/jer. Der ud over suppleres med udvendig undersøgelse, hvor jeg bl.a. forholder mig til babys vækst og lejring, jeg måler symfyse-fundus mål og sammen lytter vi hjertelyd fra graviditetsuge 24. Derudover måler jeg blodtryk og tjekker din urin, når det er nødvendigt. Tag vandrejournalen med, så skriver jeg mine fund og observationer deri.

Er der behov for hjælp til at tage kontakt til egen læge, sundhedsplejerske, fødegangen, psykolog, psykiatrisk skadestue eller andre, så hjælper jeg gerne.

Det praktiske

Konsultationen kan foregå i klinikken ved Århus, online via Zoom eller i særlige situationer hjemme hos dig/jer. Ønskes hjemmebesøg, så kontakt klinikken. Der påregnes kilometerpenge ved bopæl uden for Århus. 

Søskende eller andre er hjertelig velkomne til at deltage. 

55 min. 750 kr.

85 min. 1.000 kr. 

Et forløb med jordemoderkonsultation kan med fordel suppleres med fx. massage, rebozo eller akupunktur. For optimal landing efter graviditeten og fødslen kan der følges op med en efterfødselsssamtale

I mødet med dig/jer tager jeg udgangspunkt i min jordemoderfaglighed samt coachpraksis, jeg skriver journal og er klar med eventuel opfølgning enten på klinikken eller over telefon. Vores samtaler er selvfølgelig fortrolige. 

Har du/I spørgsmål, er du/I altid velkommen til at kontakte mig. 

Hvis du er aktivt medlem af Sygeforsikring danmark, kan du få tilskud. Se de gældende takster her.

Jeg bor langt fra Århus og havde behov for en snak om nogle specifikke ting, så jeg bookede en online jordemoderkonsultation hus Siff. Jeg fik både en super snak ud fra et jordemoderfagligt udgangspunkt, men også en emotionel support, som jeg havde brug for! Det online aspekt var ingen hindring for en oplevelse af nærvær, god tid og engagement, så det kan jeg klart anbefale
— Mette, venter 1. barn